Press

E=mc2, Albert Einsteins berømte ligning, som han
første gang fremførte i 1905, revolutionerede fysikken.
I stedet for som hos Euklid og Isaac Newton at operere
med tanken om et absolut rum og en absolut tid,
beviste Einstein nu, at masse og energi dybest set er
det samme. Masse er energi.

Hvorfor nu komme ind på dette, når man skal
beskrive Bodil Örs malerier? Jo, fordi, påstår jeg, at
vi her netop ser, hvordan masse forvandles til energi.
Ja, at de to fænomener er to sider af samme sag.

Bodil Örs er først og fremmest en landskabsmaler.
Halvdelen af året bor hun i Tyrkiet, og det er den
anatolske  Natur og det anatolske landskab, vi ser i
billederne, klipper, bjerge, rullende grønne bakker,
små landbyer, himlens drivende skyer, og det
ultramarinblå Ægæerhav. Men det er ikke landskabs-
maleri, som vi normalt  kender det. Det synes
tværtimod, som om den realistiske og topografisk
genkendelige natur opløser sig for vores øjne. Skyer, vatformede eller som fine transparente bælter, smyger sig om landskabet og indhylder alt i en dis. Og lyset er ikke det, vores øjne umiddelbart opfatter, men et mystisk og gådefuldt lys, der ligesom kommer indefra og hensætter hele sceneriet i en magisk stemning.

Selv i et tilsyneladende »normalt« maleri kommer dette ikke-naturalistiske træk frem. I maleriet
af det blomstrende mandeltræ er i trækronerne gengivet med hvirvlende penselstrøg, der
nærmest får blomster og blade til at ligne en malstrøm. En malstrøm af energi som i en spiralgalakse eller en eksploderende supernova. Bevægelsen er pulserende, dirrende og dynamiske. Vi fornemmer her denne bevægelse som et evigt pumpende kraftcenter, der skiftevis trækker sig sammen og udlader nye energier.

Det er klart, at vi står overfor et maleri og en kunstner, som på poetisk og nærmest ekstatisk vis prøver at identificere sig med og blive et med naturen og landskabet. En kunstner, som vil vise de åndelige, spirituelle, eller hvad man nu vil kalde det, sider af naturen. Ja, at alt, stort som småt, mikroskopisk som makroskopisk, i bund og grund hænger sammen i et fælles netværk af energier. Præcis det, som videnskabsmanden Albert Einstein beviste for mere end 100 år siden.
Dette sidste kommer frem i de to malerier »Hjertets rose« og »Grøn energi«. Her er næsten enhver
fysisk genkendelighed blevet erstattet af flydende farvetåger af ren energi. Massen er blevet immateriel.
Nært og fjernt, subjekt og objekt, beskuer og kunstner. Alle modsætninger forenes i Bodil Ors billedverden til en sammenhængende strøm af lys, energi og ånd.

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen